Politisk Revy nr. 15. 20 marts 1964

De intellektuelle har svigtet

Af STEEN BILLE LARSEN

Steen Bille Larsen, der længe har været en af de ledende kræfter i Kampagnen mod Atomvåbens daglige arbejde, svarer her på Leif Varmarks indlæg i sidste nummer om Kampagnens svagheder og muligheder.

 

DET ER IKKE ALLE indlæg i debatten omkring Kampagnen mod atomvåben i efteråret og vinteren 1963, som har været lige gode grundlag for en frugtbar diskussion. Først med Leif Varmarks indlæg i Politisk Revy nr. 14 ligger der en saglig vurdering til grund for debatten.

Når man – som Varmark – skal opregne på hvilke punkter, Kampagnen mod Atomvåben har bevist sin indflydelse, overser man ungdommens stilling i den politiske debat. Før Kampagnens opståen efterlyste man i høj grad ungdommen fra politisk hold. Først sammen med Kampagnen kom ungdommens interesse for problemerne. Den kom ikke, som politikerne havde håbet, på grund af slagord om ”pengene ligger bedst i borgerne lommer” eller ”gør gode tider bedre”. – Det viste sig da også snart, at politikernes begejstring for ungdommen dalede omvendt proportionelt med Kampagnens opvoksen. Men på trods af alle fortjenester, som Kampagnen har høstet i kampen for demokratiets styrkelse, må man beklage at demokratiet omkring og i selve Kampagnen har haft knap så god grobund. Kritikere og forslagsstillere har haft svære vilkår, og dette er sikkert grunden til, at når man i dag skal diskutere Kampagnens fremtid, mangler Kampagnens ledere og dens kritikere ikke blot forbindelsen med hinanden, men også jordforbindelsen.

Den skeptiske holdning over for kritik udefra kan til dels undskyldes med at et lille pip fra den ene eller anden avis fra ”en som har været med på fire marcher” blev til ”utilfredshed”, når vi diskuterede med hjemmeværnskonsulenter og andre professionelle tilhængere af oprustning. Det skulle således blive bevægelsen med et jernhårdt diktatur, som skulle bringe fornyelse i dansk politik.

 

DET ER RIGTIGT, at vi skal sætte ind for at skabe en mentalitetsændring, men skytset har været rettet for ensidigt mod samfundet og for lidt mod den kreds af mennesker, som står mellem befolkningen og kunstnerne. Det er de mennesker, som har fået påklistret betegnelsen ”de intellektuelle”. – Den kreds som burde have været den kulturelle og åndelige ballast i Kampagnens arbejde.

Jeg skriver med vilje ”burde have været”, fordi vi ikke har set nok til dem. På trods af tre års erfaringer, som Kampagnen mod Atomvåben har indhøstet, har denne kreds intet lært og intet glemt. Der er ingen, som kan være uenig med d’herrer i, at der skal en mentalitetsændring til – at vi skal lære menneskene at leve sammen med bomben uden at bruge den osv. Heller ikke kan man være uenig med nogen i, at der skal tilføjes samfundet nye strømninger, hvis disse mål skal nås.

 
DET ER DESVÆRRE blot som om, at kommer man uden for Kampagnens virkefelt, så ser alt ud, som det gjorde for tre-fire år siden. De samme kredse er stadig mod pop, NATO, Fællesmarkedet, og hvad man nu skal være imod, når man tilhører flokken – bevares Dialog har skiftet navn til Politisk Revy, har fået et andet format og lidt mere politik –men i øvrigt bevæger cirklerne sig om de samme forslidte akser. Hvor traditionsbundne man er, fremgår klart af den debat, som har været ført omkring Kampagnen mod Atomvåben. Leif Varmark foreslår at Kampagnen skal udgive et tidsskrift for kulturformidling. Altså et blad hvor menigheden kunne sidde og glæde sig over, hvor flinke og rare vi ser, uden at få eet eneste menneske mere i tale, end vi har i forvejen.

Leif Varmark foreslår endvidere en spalte i Politisk Revy, hvor Kampagnen kunne offentliggøre møder m.m. og udslynger forarget ”Hvis der da ellers foregår noget”!! – Igen det traditionelle – lad os tale hinanden ihjel. Heller ikke har man lært, at en organisation kan stå som katalysator for meget mere, uden absolut selv at behøve at beskæftige sig med disse ting. Stadig hører vi krav om, at Kampagnen også skal beskæftige sig med de spørgsmål, som enten er genoplivet eller sat i gang i dens kølvand.

 

DET UNDERLIGSTE EKSEMPEL på traditionens magt har Eik Skaløe dog præsteret. For nogen tid siden fik jeg forevist et udklip fra Information (28.11.63), hvor Eik Skaløe skrev, at nu var det da helt galt fat med Kampagnen mod Atomvåben, fordi nu talte man om at udgive sit eget BT. Så fulgte en lang række nedsættende tillægsord om BT, og som en særlig effekt var udtalelserne sat i citationstegn, som om det var mig, der gav en karakteristik af Kampagnens nye blad.

Man må græmmes over denne misforståelse. Derfor gentager jeg her: Hver dag sendes 250.000 BT ud på alle landets arbejdspladser, præger debatten og meningerne. Det burde være helt andre mennesker, som hver dag spredte 250.000 eksemplarer af en avis ud på arbejdspladserne. Der findes dygtige folk nok. Blot er der ingen som har forstået at mentalitetsændringen først kommer, når nogle af de kvalificerede folk forlader de traditionelle baner. Leif Varmark skriver, at Kampagnens fortjeneste er, at man imødegik en ensidig argumentation ved selv at være alsidig. Det er rigtigt, men dog ikke mere alsidig end man til enhver tid kunne overskue helheden og sammenhængen i Kampagnens argumentation – den har nemlig altid været enkel og ligetil.

Den efterlyste mentalitetsændring i samfundet kommer også først den dag, mange flere lærer at argumentere mere enkelt og ligetil. Det, som de mange artikelskrivere indtil nu har forlangt, er at de samme mennesker, som kan arrangere påskemarcher og demonstrationer op et ganske bestemt, forenklet politisk grundlag, også skal være i stand til at lede nye kulturelle strømninger. Vi takker for tilliden og giver bolden videre til de mennesker, som må have forudsætninger for dette.

 

HVERT ÅR FORLADER 75.000 unge mennesker landets skoler. Ved det kommende folketingsvalg skal 450.000 nye ungevælgere stemme for første gang. Derfor har diskussionens sigte været forkert. Spørgsmålet er: Vil nogle sætte sig ned og diskutere hvorledes man skal tale og skrive, så man kan forstå det uden brug af fremmedord. Denne opgave er mange gange sværere at løse end blot at skrive for hinanden, men jer er overbevist om at folkelighed og kvalitet kan gå sammen.

Dernæst må ikke så få mennesker høre, at vi kan ikke alle sammen være redaktører, formænd og bestyrelsesmedlemmer. Nogle må have et borgerligt erhverv. Der drejer sig i det hele taget om, at vi får nogle få, men gode initiativer – uden hensyntagen til, hvad man ellers mener om hinanden.

Endelig skal de samme mennesker lære at acceptere, at Kampagnen mod Atomvåben ikke absolut behøver at ”udvikle” sig i samme retning som én selv. Lær at indse nødvendigheden af, at der eksisterer organisationer, som i hele sin opbygning arbejderudadvendt – henvender sig til nye. Kampagnen må ikke blive en ren kulturel organisation, lige så lidt som den ensidigt kan gå ind for vegetarianere, esperantister, kristne, de politiske afskygninger osv.

 

KAMPAGNENS LEDELSE har imidlertid svigtet afgørende på anden måde. Den har ladet Kampagnen sove ind. I en tid, hvor der er brug for argumenter – for en virkelig nuanceret debat, savnes Kampagnens stemme. På trods af at NATOs atomslagstyrke snart bliver diskuteret overalt, går Kampagnen ikke aktivt imod dette farlige forsøg på at udstyre Vesttyskland med kernevåben. Hvor har Kampagnen været i debatten om atomvåbenfri zoner? Det må være en naturlig følge af kravet om forbud mod atomvåben på dansk område, at Kampagnen går ind for atomvåbenfri zoner.

I det hele taget har man ikke forstået at tage den nye udfordring op, som lå efter prøvestoppets gennemførelse.

Kampagnens kongres i august godkendte jo netop en meget mere nuanceret diskussion, men den kom blot ikke. Vi må derfor fordre af Kampagnens ledelse, at man anderledes klart tager stilling til problemerne. Kampagnen er ingen ting værd, hvis arbejdet ikke foregår i offensiven.

Spørgsmålet fremover bliver: ER det muligt i denne i forvejen brogede flok, at få dem, som støtter Kampagnen, men som synes der ”skal ske noget mere” til at holde sammen med de nye og unge, som netop har fået forståelsen af, at kernevåbnenes eksistens også må medføre en ny måde at tænke på? – Omvendt: Er det muligt for Kampagnens ledelse at lægge argumenterne og arbejdet tilrette herefter?

 

 
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.