Kronik i Information 30. november 1982

Trotski i København - og Moskvaprocesserne

Af  STEEN BILLE LARSEN

Trotskis Københavnertale i 1932 gav siden anledning til anklager om "trotskistiske terroristmøder" i Danmark - bl.a. på det mystiske Hotel Bristol, som ikke eksisterede.

I august 1936 åbnedes den første af de store Moskvaprocesser, der skulle komme til at give genlyd over hele verden. I processerne blev en lang række kendte bolsjevikker anklaget for at have samarbejdet med fascistiske regimer med det formål at, myrde de sovjetiske ledere og genindføre kapitalismen i Sovjetunionen. Retssagerne var lagt an som vældige skueprocesser, hvor de anklagede efter tur beredvilligt tilstod deres forbrydelser. De anklagede blev dømt til døden og henrettet ved skydning.

Blandt socialister herskede der dengang en opfattelse af, at der i Sovjetunionen var et retfærdigt retssystem, og mange følte det derfor vanskeligt at afvise processerne som pure opspind. Men utrolige ting var det unægteligt, som blev oprullet:

Baggrunden for processerne var et uopklaret mord på den ledende sovjetiske kommunist Kirov i 1934. Nu syntes gåden løst. Ved den første proces  tilstod bl.a. Kamenev og Zinoviev, at de var medansvarlige for mordet, idet de var medlemmer af et »Trotski-Zinoviev-Centrum«, der havde til formål at udføre terrorhandlinger i Sovjetunionen.

Planlægningen heraf var foregået i samråd med Trotski. Trotski var dog blevet udvist af Sovjetunionen i 1929 og var således ikke til stede i retssalen, men nogle af de anklagede kunne bevidne, at de havde planlagt terroraktionerne sammen med ham under hans Københavnerbesøg i 1932. Disse udsagn var meget detaljerede:
 
Den anklagede Berman-Jurin tilstod, at han var rejst fra Berlin til København i november 1932 for dér at planlægge, at han mødtes med Trotskis søn på hotel Bristol i København, hvorefter de sammen tog hen til Trotski for at planlægge terrorhandlinger. Også en tredje, Frits David, tilstod at have været i København i samme ærinde.

Processerne gav dengang anledning til store diskussioner, men virkelig klarhed kom der først 20 år senere, da Khrusjtjov i sin hemmelige tale på SUKPs 20. partikongres i 1956 gjorde op med Stalin-tiden. I sin tale sagde han om processerne, at anklagerne havde været opdigtede, at »tilståelserne« var blevet afpresset under tortur, og at de dømte havde været ofre for justitsmord. Det havde været muligt at iværksætte dette skuespil med dets strøm af »tilståelser«, fordi de anklagede til gengæld for positiv medvirken havde fået løfte om at beholde livet. Efter domsafsigelsen var der imidlertid ingen, der hørte deres appel om benådning.

Formålet med processerne var at udrydde den sidste opposition mod Stalins politik i såvel Sovjetunionen som i de kommunistiske partier i øvrigt. Derfor blev processerne fulgt op med kampagner i de enkelte lande med angreb på virkelige eller påståede afvigere.

Angrebene blev især rettet mod Trotski, der på dette tidspunkt havde politisk asyl i Norge. Sovjetunionen krævede ham udleveret, og de kommunistiske partier fulgte dette op ved at kræve ham udvist af Norge. Dette gjaldt også det danske parti, som en uge efter processernes start udgav en pjece »Trotski og Gestapo«, samtidig med at der blev afholdt et stort hyldestmøde for processerne i København. Talerne her erklærede, at der var ført bevis for, at de anklagede var Gestapoagenter. De angreb også en kreds af danske socialister, som havde foranstaltet en underskriftindsamling med krav om, at der burde nedsættes en international undersøgelseskomité. Underskriverne blev angrebet for at være »aparte og abnorme«, samt »fascister og ådselsgravere«

Trotski taler i Idrætshuset i København 1932

København indtog en central plads i anklagerne, fordi det var her, Trotski i 1932 skulle have planlagt terroraktionerne. På nær det kommunistiske Arbejderbladet var den danske presse dog ikke særlig overbevist om rigtigheden af processerne. Fra Norge afviste Trotski selv beskyldningerne, men af udenrigspolitiske hensyn fik Trotski forbud mod at udtale sig om sagen, og senere satte den norske regering ham i husarrest, indtil han blev udvist til Mexico.

I Trotskis arkiv i USA, som blev åbnet i 1980, findes materiale, som belyser, hvorledes andre gik i gang med et skaffe bevismateriale, som kunne tilbagevise anklagerne fra Moskva med danskerne Sven Johansen og Poul Moth, samt emigranten Georg Jungclas som nogle af de mest aktive.

Allerede inden processernes afslutning var gruppen i gang med at skaffe modargumenter. Det lykkedes at få bl.a. Social-Demokraten til at bringe de offentlige erklæringer, som Trotski  nåede at udsende inden han blev sat i husarrest. Men erklæringer var ikke nok. Spørgsmålet var om Berman-Jurin, Golzmann og David havde været i København i 1932. Selv var de efter processens afslutning faldet for henrettelsespelotonens kugler i en af Moskvas fængselsgårde, så de kunne ikke længere bekræfte eller afkræfte noget.

Den lille gruppe i København kom dog hurtigt videre i sagen. Det kunne bevises, at det omtalte hotel Bristol i København, som Golzmann havde brugt som mødested, var blevet nedlagt i 1917! Det eksisterede altså overhovedet ikke i 1932. Endvidere kunne det bevises, at Trotskis søn ikke havde kunnet få indrejsetilladelse til Danmark i 1932, og at han altså ikke kunne have taget imod Golzmann på det ikke-eksisterende hotel Bristol.

Disse oplysninger blev bragt i bl.a. Social-Demokraten og herfra videregivet til den udenlandske presse. Den trotskistiske gruppe i Danmark sørgede også for, at beviserne blev trykt i bevægelsens egne blade.

Desuden fik gruppen i Danmark støtte af det syndikalistiske blad Arbejdet (redigeret af Chr. Christensen), hvor procesreferaterne blev underkastet en kritisk analyse. Arbejdet påviste, at anklagerne var baseret på rene tilståelser, og at der ikke blev fremlagt et eneste dokument, der kunne understøtte tilståelserne. Tilmed stemte de faktiske oplysninger om forholdene udenfor Sovjetunionen ikke. Processerne levede med andre ord ikke op til elementære krav om retssikkerhed.

Påstand stod mod påstand, men DKP var tavs om sagen i de næste fem måneder. Først i januar kom Arbejderbladet med sensationelle oplysninger.

DKP beskyldte trotskisterne for »med koldt blod« at have udbredt falske oplysninger. Ingen ville bestride, at hotel Bristol var blevet nedrevet i 1917, men tæt ved hovedbanegården i København lå en café Bristol, som var »et tilholdssted for trotskister og hvidgardister«, og denne café stod i forbindelse med Grand Hotel. I 1932 udgjorde den ligefrem en del af hotellet, så for Arbejderbladet var der ingen tvivl om, at der var tale om en forveksling. Golzmann havde mødtes med Trotskis søn i Grand Hotel.

Den trotskistiske gruppe i Danmark reagerede omgående på disse påstande: For det første eksisterede der ingen trotskistisk gruppe i Danmark i 1932, for det andet havde gruppen aldrig benyttet café Bristol som mødested, og for det tredje stod café Bristol kun i forbindelse med Grand Hotel via en branddør på køkkentrappen i øverste etage af bygningen. Denne vej skulle Golzmann altså være kommet for at møde Trotskis søn?

I øvrigt kunne man oplyse, at i den netop udsendte engelske udgave af procesreferaterne var afsnittet om Hotel Bristol slettet.

Samtidig med denne diskussion om hotel Bristol startede en ny proces i Moskva, mod et »trotskistisk parallelcentrum« med Piatakov og Radek som de hovedanklagede. Ifølge anklagerne var Piatakov med de nazistiske myndigheders hjælp fløjet fra Berlin til Oslo i december 1935 for at planlægge Sovjetmagtens omstyrtelse. Desuden skulle Trotski have haft en personlig samtale med Rudolf Hess.

Historien om flyveturen blev hurtigt afkræftet, idet Trotskis norske vært kunne oplyse, at Trotski ikke havde modtaget nogle besøg i december 1936, og yderligere kunne de norske luftfartsmyndigheder oplyse, at Oslos lufthavne havde været lukket i vinteren 1935. og at ingen fly var landet i december.

I Danmark vakte det opsigt, at ikke mindre end fire danskere blev omtalt i den nye proces med påstand om, at de havde virket som mellemmænd. Man fandt hurtigt ud af, at det drejede sig om tre ingeniører, der havde arbejdet i Sovjetunionen, Iver Windfeld-Hansen, Sigvard Lund og A. Kjærulf Nielsen. Den Fjerde var A. Strandgaard, medlem af venskabsforeningen Sovjetunionens Venner.

Sagen var prekær for DKP, fordi Kjærulf-Nielsen var et fremtrædende medlem af DKP. På forsiden af Arbejderbladet fik han mulighed for at afvise beskyldningerne, og han tilbød samtidig at rejse til Moskva for at vidne. Sigvard Lund afviste i en kort meddelelse, at han var trotskist, hvorimod Windfeld-Hansen udsendte en længere erklæring mod processerne.

Selv DKP stillede sig nu tvivlende overfor anklagerne, idet Thøger Thøgersen i et interview i Politiken sagde, at nogle af anklagerne mod danskerne måtte være opdigtede. Dog mente DKP ikke, at man kunne se bort fra, at der måtte være noget om anklagerne mod Windfeld-Hansen, for som den førende forsvarer for Moskvaprocesserne Arne Munch-Petersen udtrykte det: han havde i sine offentlige udtalelser angrebet processerne og »solidariseret sig med de dømte«.

Diskussionen om den anden Moskvaproces hørte dog ret hurtigt op, men det syndikalistiske Arbejdet konstaterede med en vis skadefryd, at Kjærulf-Nielsen alligevel ikke turde rejse til Moskva. Om Kjærulf-Nie1sen ligefrem anstrengte sig for at komme i vidneskranken vides ikke, men Kominternlivet rummede mange farer. Arne Munch-Petersen forsvandt et halvt år senere i Sovjetunionen.

Diskussionen om Moskvaprocesserne var dybest set politisk. Den drejede sig om den politiske kamp i Sovjetunionen, og om hvilken politik de forskellige fraktioner gik ind for.

Marie Nielsen prøvede at rejse denne debat i sin pjece »Kampen om Trotski«, men hovedinteressen herhjemme og i udlandet var samlet om, hvorvidt anklagerne var rigtige eller ej. Selv blandt ikke-kommunister begyndte man at tale om, at Trotski ikke »turde« tage til Moskva og blive konfronteret med anklagerne.

Efter at Trotski var kommet til Mexico, kunne han påny udtale sig i sagen. Han svarede nu, at han var parat til at stille sig for en international undersøgelseskommission, og at han ville lade sig udlevere til GPU, hvis kommissionen mente, at der var det mindste grundlag for anklagerne.

I april 1937 åbnedes en offentlig høring i Mexico under ledelse af Dewey-kommisionen (svarende til f.eks. den moderne Russell-tribunal). Her blev Trotski i en uge afhørt om anklagerne i overensstemmelse med amerikansk retspraksis.

Under forberedelserne til denne høring var der påny bud til København. Den danske trotskistiske gruppe gik i gang med at samle vidneudsagn og erklæringer vedr. Trotskis ophold i Danmark i 1932. Der indsamles bevidnede erklæringer fra bl.a., Hartvig Frisch. Dokumentation fra Frederiksberg Tekniske Forvaltning benyttedes i forbindelse med en beskrivelse af huset, hvor Trotski boede. Den tidligere formand for Socialdemokratiske Studenter gennemgik sagen om det ikke-eksisterende hotel Bristol osv. Alle disse sager ligger i dag i en særlig del af Trotskis arkiv, og sammen med papirer fra den trotskistiske gruppe i København giver den et indtryk af den aktivitet, der blev udfoldet.

Bl.a. støttet på dette materiale nåede Dewey-kommissionen nogle måneder senere frem til sin konklusion: der var intet grundlag for anklagerne mod Trotski.

Dewey-kommissionens arbejde hjalp ikke meget. Modprocessen kunne kun stille lidt op mod den kommunistiske bevægelses offensiv. De stenografiske referater af processerne udkom i bl.a. Danmark til spotpriser. Det kommunistiske propagandafremstød var med til at fastholde en opfattelse af, at der nok var en kerne af sandhed i anklagerne. Dog har den kommunistiske bevægelses forsøg på et sætte oppositionelle i bas med fascister og kriminelle nok haft mindre effekt i Danmark, end i andre lande, fordi oplysningerne vedr. København blev gendrevet så effektivt.

Moskvaprocesserne drejede sig ikke kun om juridisk retfærdighed. Først og fremmest var de udtryk for en politisk kamp indenfor den kommunistiske bevægelse. Derfor blev der iværksat processer mod andre fraktioner indenfor partiet, såsom den tredje Moskvaproces mod Bukharin, og tilsvarende processer blev gennemført i slutningen af 40rne og begyndelsen af 50erne med samme formål. Som det er dokumenteret til fulde her i Information af Gert Petersen og Bent Jensen (5/10 og 22/10-1980), bidrog en lang række kendte DKP-ere til at fastholde løgnen bag Moskvaprocesserne op til 1956.

Men hvorfor drev stalinismen kommunister ud i at forsvare disse uhyrligheder? Gert Petersen har i ovennævnte indlæg (samt i en kronik i Politiken 4/10) givet et svar, der kan sammenfattes i, at menneskers handlinger må forstås i sammenhæng med den tid, de levede i, og at 30rne var en hård tid, hvor det kunne være vanskeligt at skelne ven fra fjende.

Forklaringen er besnærende, men alligevel forkert, fordi den dybest set er udtryk for det synspunkt, at stalinismen var uundgåelig, og at den revolutionære bevægelse i 30rne, 40rne og 50erne nødvendigvis måtte trækkes gennem de sørgeligt kendte begivenheder.

Overfor dette er det af betydning af minde om, at der faktisk fandtes kommunister i 30rne, som ikke støttede Stalins metoder. De led ganske vist nederlag i deres forsøg på at bekæmpe stalinismen, men de modbeviser antagelsen om uundgåelighed i den kommuniske bevægelses udvikling.

Diskussionerne siden 1958 om en 3. vej til socialismen, det nye venstres opkomst osv. er netop udtryk for, at der findes andre linjer indenfor den socialistiske del af arbejderbevægelsen. Opfattelser, der byggede på de samme grundprincipper, fandtes inden for den kommunistiske bevægelse i dens første årtier, og formålet med Moskvaprocesserne var netop et nedkæmpe dem.

 

 
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.