Russelltribunalet i Danmark 1967. Krigsforbrydertribunal om Vietnamkrigen

Historie Online 12. december 2018 - Uddrag af bogen ”I Venstrefløjens Øje. Mit Liv som Fuldtidsaktivist i 60’erne”

I 1967 blev Russelltribunalet afholdt i Danmark. Det var et internationalt krigsforbrydertribunal, som skulle undersøge, hvorvidt USA overtrådte internationale love under deres voldsomme fremfærd i Vietnamkrigen. Krigen havde store omkostninger for den vietnamesiske befolkning og mange unge værnepligtige amerikanere mistede livet. Det officielle Danmark prøvede uden held at stoppe tribunalet. Fjortendagsbladet Politisk Revy var medarrangør af konferencen og Steen Bille Larsen, som arbejdede på Politisk Revy, har netop udgivet bogen ”I venstrefløjens Øje”, hvor vi her bringer et uddrag om Russelltribunalet, regeringens bestræbelser på at hindre tribunalet samt Politiets Efterretningstjenestes overvågning. Steen Bille Larsen: ”I Venstrefløjens Øje. Mit Liv som Fuldtidsaktivist i 60’erne”. Forlaget politisk revy, 2018, 306 sider. Læs her om bogen og hvor den kan købes.

Det amerikanske engagement i Vietnam bare voksede og voksede efter 1967, så der til sidst var 540.00 amerikanske tropper i landet. Det viste sig, at end ikke USA, verdens største militærmaskine, kunne bremse den nationale befrielsesfront i Vietnam. Heller ikke USA’s voldsomme luftbombardementer kunne vende udviklingen og de menneskelige omkostninger for vietnameserne i såvel syd som nord var frygtelige. USA var Danmarks allierede og så længe Danmark ikke tog afstand fra krigen, betragtede vi Danmark som indirekte medansvarlig. Derfor havde vi vores opmærksomhed rettet mod USA’s krigsførelse og USA’s behandling af civilbefolkningen og af krigsfanger. Vores kritik fik næring af protestbevægelsen i USA og en stigende frustration hos de amerikanske soldater over at de kæmpede for en meningsløs sag.

For at dokumentere USA’s fremfærd i Vietnam tog den engelske filosof Bertrand Russell i 1966 initiativ til et internationalt krigsforbrydertribunal, der skulle indsamle beviser, afhøre vidner og afsige en dom over den amerikanske krigsførelse. Internationalt kendte videnskabsmænd og kunstnere som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Vladimir Dedijer og Isaac Deutscher støttede initiativet. Første tribunal blev afholdt i Stockholm. Russelltribunalet var ikke nedsat af nogen regering eller af en international organisation, men det var et initiativ, der havde til formål at skabe opmærksomhed om konsekvenserne for civilbefolkningen i Vietnam af USA’s krigsførelse.

I Danmark stiftede Ebbe Reich sammen med en række andre kulturpersonligheder, bl.a. Gyldendals direktør Ole Wivel og redaktionschef Erik Vagn Jensen i januar 1967 et Dansk Bertrand Russell Råd, som sammen med komiteer i andre lande skulle være med til at støtte Bertrand Russells initiativ. Ebbe Reich havde naturligvis den fulde opbakning fra Politisk Revy. Det blev samtidig besluttet, at det næste tribunal skulle afholdes i Danmark, og derfor blev der oprettet et dansk Russell-kontor, som skulle tage sig af det praktiske arrangement. Ebbe udvirkede i samarbejde med Niels Munk Plum, at Russell-kontoret kunne låne lokaler i overetagen i Dronningensgade 14. Politisk Revy fulgte sagen og kunne i august 1967 oplyse, at det 2. Russell-tribunal ville blive afholdt i København i oktober-november. Formålet var at undersøge om USA anvendte våben, som er forbudt i henhold til Genevekonventionen, om vietnamesiske krigsfanger bliver behandlet strid med Genevekonventionen, og om der eksisterde arbejdslejre eller fandt deportationer sted, som juridisk kunne karakteriseres som folkedrab. I november kunne vi meddele, at tribunalet ville finde sted i slutningen af samme måned og at Politisk Revy ville være medarrangør. Samtidig efterlyste Russell-kontoret arbejdskraft, som kunne medvirke til tribunalets afholdelse.

Initiativtageren til Russell-tribunalet var den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970). Han modtog Nobelprisen i litteratur 1950. Han var en ledende skikkelse i den engelske fredsbevægelse, fortaler for ikke-voldsaktioner inspireret af indiske Indira Gandhi og fængslet flere gange for civil ulydighed. Han var i 1959 medstifter af og senere formand for den engelske Kampagnen mod Atomvåben. Han ses her i spidsen for en demonstration mod atomvåben i London 1961 (midt for med hat). Han arbejdede 1966-1967 sammen med den franske filosof Jean-Paul Sartre om Det Internationale Russell Krigsforbrydertribunal, hvoraf en af høringerne foregik i København efteråret 1967.

Vi vidste naturligvis godt, at USA ville være modstander af tribunalet, og sidenhen er det afdækket, at USA aktivt forsøgte at hindre at tribunalet skulle afholdes i Danmark. Statsminister Jens Otto Krag var på besøg i Washington i september 1967 og her meddelte den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, at det ville være ”en uvenlig handling over for USA”, hvis tribunalet fik sæde i Danmark.[1] Da statsminister Krag kom hjem, gav han udtryk for, at regeringen var parat til at bruge alle lovlige midler for at hindre, at Russelltribunalet ville blive gennemført i Danmark, bl.a. ved at nægte vietnamesiske vidner visa.

Vi på Politisk Revy støttede helt og fuldt Russelltribunalet. Russell-kontoret havde sin egen organisation, som stod for det praktiske. Lillian, som jeg var gift med, blev daglig leder af Russell-kontoret, så også ad denne vej fulgte jeg med i, hvad der skete. Fra Politisk Revy var især Ebbe Reich, Ellen Bruun og Jacques Hersh involveret, og de fortalte om, hvordan sagen udviklede sig. Politisk Revy og Russellkontoret var nærmest et stort kontor, hvor kendte og nye ansigter gik ud og ind hos hinanden. Et af de nye ansigter var Julie Bruun. Hun var Ellen Bruuns mor og medlem af Russell-Rådet. Hun var meget energisk og velartikuleret og samtidig lidt af en sproglig begavelse og blev brugt som oversætter. Julie introducerede os til en meget ung 18-årig Jørgen Dragsdahl, som lige var gået ud af gymnasiet fra Bagsværd Kostskole. Han havde den særlige kvalifikation, at han havde været på et længere ophold i USA, så han kunne bidrage med aspekter, som vi andre manglende viden om og han talte bedre engelsk end mange af os andre. Jørgen blev en af de energiske aktivister i Russelltribunalet.

Kort tid før tribunalets afholdelse havde vi endnu ikke fundet et sted af afholde tribunalet, og det viste sig at være ikke så enkelt endda. Normalt var der ikke problemer med at leje lokaler, men her løb forberedelsesgruppen ind i en mur. Vi morede os med at ”der nok var nogen”, som prøvede at spænde ben for arrangementet. PET-rapporten bekræfter at ”nogen” var særdeles nærværende. Flere af udlejerne afviste at lægge lokaler til med den begrundelse, at det var et politisk arrangement. En enkelt udlejer forespurgte i Udenrigsministeriet og fik som svar, at sagen var delikat, og man ville ikke blande sig, men det blev dog tilføjet, ”at det vel måtte formodes, at regeringen ville appreciere, hvis det viste sig umuligt at finde lokaler til processen.” At leje sig ind i fagbevægelsens lokaler viste sig også umuligt. PET-rapporten beretter, at allerede 29. maj oplyste Jens Otto Krag på et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg, at Folkets Hus i København og Århus ville melde alt optaget, hvis man modtog en forespørgsel fra rådet. Alligevel lykkedes det til sidst at leje Fjordvilla i Roskilde. Stedet var godt nok ejet af Arbejdernes Fællesorganisation i Roskilde, men på grund af et kommunikationsbrist havde de ikke modtaget den centrale besked om at melde, at der var udsolgt. Fællesorganisationen i Roskilde havde i øvrigt ofte udlejet til kommunistiske møder, fordi socialdemokraterne benyttede anledningerne til at aflytte kommunisternes møder.

Oprindeligt havde regeringen besluttet, at der ikke kunne udstedes visum til de personer, som skulle vidne på tribunalet. En kort overgang var der planer om at flytte disse vidneafhøringer til Sverige, men kort før tribunalet startede lykkedes det at sikre vidnerne visum. Ved tribunalet skulle også vises nogle film som led i dokumentationen. Arrangørerne ville ikke risikere at filmene strandede i toldbehandlingen. Derfor rejste Lillian til Paris og hentede filmene hos Sartre personligt og bragte dem ind i Danmark uden om toldvæsenet ved at sove på dem i liggevognen på vejen hjem.

Efterretningstjenestens aflytning af Russellaktiviteterne optog os selvfølgelig, og vi var sikre på, at der skete telefonaflytning. PET-rapporten mener ikke, at der skete telefonaflytning, men PET-rapporten oplyser til gengæld, at PET havde fået en person placeret i Russell-Rådet og at der skete rumaflytning af Russellkontoret i Dronningensgade 14. PET var således fuldt informeret om Russell-aktiviteterne. PET-rapporten oplyser også, at PET foretog en særlig vurdering af Ebbe Reich og kom til den konklusion, at Ebbe ikke var kommunist – det kunne vi andre havde fortalt PET, uden at der skulle spildes skattekroner på det, men tyv tror, at hver mand stjæler: fordi regeringen var i lommen på USA, så troede de, at vi var i lommen på Sovjetunionen.

Russelltribunalet blev afviklet i Roskilde, og ugen var præget af stor aktivitet frem og tilbage. Jeg havde ikke nogen praktiske opgaver i forbindelse med arrangementet, men fulgte med i hvad der skete. Tribunalet afhørte en lang række vidner fra Vietnam, Laos og Cambodia. Man hørte om napalm, anti-personelbomber og plantegifte, og unge soldater fra USA aflagde rapport.Der var rift om pladserne, men det lykkedes mig at få chancen til at være til stede en enkelt dag. Jeg overværede afhøring af vidner, og selv om jeg kom ind midt i høringerne, var det interessant at følge tribunalet. Jeg havde set spillefilmen om Nürnbergprocessen nogle år tidligere, og Russelltribunalet foregik med samme ro, saglighed og værdighed. Jean-Paul Sartre var præsident for tribunalet. Bertrand Russell var ikke til stedet. Sessionerne blev ledet af vicepræsidenten Vladimir Dedijer, jugoslavisk professor i historie. Han havde været partisan under den nazistiske besættelse af Jugoslavien, havde deltaget i fredsforhandlingerne efter 1945 og var kommet på kant med det jugoslaviske kommunistparti, men fik alligevel tilladelse til at rejse til udlandet og blive gæsteprofessor ved anerkendte vestlige universiteter. Dedijers personlighed fyldte hele rummet, hvor han med autoritet og sit viltre hår ledede forhandlingerne. Dedijer gjorde et stort indtryk. Siden er jeg stødt på ham som historiker, idet han har skrevet en af de bedste bøger om udbruddet af 1. Verdenskrig, The Road to Sarajevo, hvor han med sin sprogkundskab bl.a. bygger på serbiske kilder.

[1] Bo Lidegaard:Jens Otto Krag1962-1978( bd. II). 2002, s. 371

Billedet: Fra Russelltribunalet i Fjordvilla i Roskilde, hvor skader af napalm på en lille vietnamesisk dreng fremvises for tribunalet til dokumentation for USA's forbrydelser mod civilbefolkningen. Helt yderst til venstre ses siddende Ebbe Reich. Ved langbordet er nr. to fra venstre tribunalets præsident Jean-Paul Sartre og nr. tre er vicepræsident og leder af sessionen Vladimir Dedijer. Bag Sartre og Dedijer står amerikaneren Ralph Schoenman, som var Bertrand Russels sekretær. Jeg er ikke med på billedet, da jeg kun overværede tribunalet en enkelt dag som tilhører.